Højmoser i Danmark

LIFE14 NAT/DK/000012

Danish English German

Holmegaard Mose

- delprojekt nr. 2

Luftfoto 1 beskret webHolmegaard Mose ligger i Næstved Kommune og er den eneste mose i LIFE projektet uden for Jylland. Det er den største højmose i Østdanmark med ca. 450 ha, som også udgør projektområdet.

Holmegaard Mose er privatejet, men fredningen fra 2009 bestemmer, at Naturstyrelsen er plejemyndighed og derfor ansvarlig for at pleje og genoprette mosen. Lige syd for mosen ligger Holmegaard Glasværk, hvor der stadig produceres industriglas. Glasværket har gravet tørv til brændsel i 150 år. De mange åbne tørvegrave vidner om den sidste udnyttelse under 2. verdenskrig frem til begyndelsen af 1950’erne.

2010 – 2013 blev Holmegaard Mose påbegyndt genoprettet i den centrale og vestlige del i forbindelse med et LIFE projekt (LIFE08 NAT/DK/000466). I det ny projekt er fokus på den østlige del samt på at omdirigere overfladevand, der i dag løber gennem mosen.

Målsætningen er

  • at forbedre vandforholdene på 227 ha,
  • at rydde 35 ha tilgroet højmose,
  • at undersøge forekomsten af lys skivevandkalv og stor kærguldsmed og forbedre arternes levesteder,
  • at samarbejde med Næstved Kommune (nyttejob-ordning) og frivilliggrupper med henblik på pleje, overvågning mv.,
  • at udføre overvågning af vandstand, vegetation og de sjældne insekter,
  • at styrke formidlingen af mosens natur, bl.a. i samarbejde med et kommende museum på den nedlagte del af glasværket.