Højmoser i Danmark

LIFE14 NAT/DK/000012

Danish English German

Langkær

- delprojekt nr. 4

langkaer webLangkær er en lille højmose beliggende sydvest for Silkeborg i Velling Skov, som ejes af Naturstyrelsen Søhøjlandet. Boreprøver har vist, at højmosen er dannet ved tilgroning af en sø, og at den sandsynligvis er mange tusinde år gammel. Tørvelaget er ca. 7,5 m dybt centralt i den nordvestlige del af mosen. Højmosen blev i sin tid drænet for at grave tørv, og de øverste moselag i store dele er bortgravet.
I Natura 2000-sammenhæng er selve højmosen kortlagt som en mosaik mellem aktiv højmose (7110*) og nedbrudt højmose (7120). Størstedelen af mosen er enten udtørret eller består af afgravningsflader tilgroet med blåtop. Hertil kommer en del, der er påvirket af overfladevand fra et vandløb, der følger forløbet af en gammel hovedgrøft. Der er desuden en betydelig tilgroning med vedplanter, primært dunbirk (Betula pubescens).
Det vurderes, at der ved vandstandshævning er et stort potentiale for genopretning til aktiv højmose (7110*) – bl.a. fordi mosen fortsat rummer mange arter af karplanter og tørvemosser, som er karakteristiske for aktiv højmose. Det gælder bl.a. rosmarinlyng (Andromeda polifolia), tue-kæruld (Eriophorum vaginatum), hvid næbfrø (Rhyncospora alba), rundbladet soldug (Drosera rotundifolia), klokkelyng (Erica tetralix) og benbræk (Narthecium ossifragum) samt tørvemosserne Sphagnum magellanicum, S. rubellum, S. cuspidatum, S. papillosum og i hvert fald tidligere S. tenellum.
Konkrete tiltag i det aktuelle projekt omfatter hævning af vandstanden og rydning af højmosefladen. Højdeforskellen mellem den vestlige og den østlige del af mosen er på ca. 2½ m og vurderes at være afgørende for, hvor det er hensigtsmæssigt at afskære grøfter/etablere opstemninger. Dette skal nærmere undersøgelser kaste lys over.